Militæret som en privat ydelse

Jo tættere du kommer på statens kerne-institutioner, jo flere mennesker har svært ved at forestille sig hvordan tingene skal fungere uden disse.

Tidligere har jeg talt om hvordan politi og retsvæsen kunne fungere uden statens indblanding, da disse institutioner anses som værende nogle af de meste fundamentale for staten og noget som selv minarkister og klassisk liberale anser som værende opgaver der berettiger staten.

Men hvad med den allermest fundamentale af dem alle. Hvad med militæret, den institution som bærer staten og forhindrer den i at blive overrendt af enhver diktator-spire fra den store vide verden. Hvordan ville den institution fungere uden statens indblanding?

Hvad er et militær?

Det første punkt på listen til gennemgangen er at definere hvad et militær er. Følgende definition er taget fra ordbogen:

A military or an armed force is a professional organization formally authorized by a sovereign state to use lethal or deadly force and weapons to support the interests of the state.

Militæret er altså en institution som er godkendt af staten med det formål at tjene dens interesser.

Militær beskyttelse

De efterfølgende punkter på listen i denne gennemgang kan herfra deles op i 2 hovedpunkter, som kan tjene til at forklare dels hvordan forsvar mod et fremmed militær kan fungere og dels hvorfor den nuværende løsning måske ikke er hvad folk tror den er.
Det handler nemlig til dels om interesse-divergens i opgaven, og dels om hvad forsvar rent faktisk er for en størrelse.

Interesse-divergens

I den foregående tekst tog vi ordbogens definition af hvad et militær er. Med den definition kan vi allerede ane konturene af hvad militæret er og hvad folk tror det er.
Militæret er som sagt en institution som handler i statens interesse. Men den interesse er ikke nødvendigvis den samme interesse som befolkningens interesse, hvilket vi ser demonstreret gang på gang når der sker militær-operationer rundt omkring i verden.
Kan statens militær opnå en taktisk fordel ofrer den gerne både modpartens eller egne civile for dette, uden hensynstagen til om det er skoler, sygehuse eller flygtende folk der rammes. Den ødelægger uden større hensynstagen en masse menneskers liv for at opnå sine strategiske mål.

Sætter vi statens handlinger i en krigs-situation, i enhver anden kontekst bliver dette så forfærdeligt åbenlyst. Frasorteret enkelte personer på den yderste autoritære højrefløj, hvem ville mene at det var en korrekt løsning at sønderbombe Mjølnerparken med det formål at luse de enkelte ISIS sympatisører der måtte findes her ud?
Hvem ville i ramme alvor mene at det danske politi ville være fuldt berettigede i at kaste en bombe på kirken til dit barns dåb, fordi din onkel var nazist? Eller at det var helt OK at politiets aktions-styrke dræbte dine børn i forsøget på at ramme dig, fordi du var mistænkt for at tilhøre en organisation der modsatte sig staten?

Med ovenstående som eksempler kan vi se at der eksisterer en divergens mellem hvad folk tror militæret er til for, og hvad militæret rent faktisk laver.
Denne divergens opstår nemlig af den simple årsag at militæret tjener staten. Den har statens interesser for øje, og divergerer de interesser fra dine er det bare surt for dig.

Forsvar uden staten

Skal vi nu kigge fremad efter at have konstateret at militæret ikke nødvendigvis tjener dine interesser, hvordan vil det så se ud hvis der rent faktisk ikke fandtes et statsligt militær.
En af de stærke kritik-punkter hertil er at det så slet ikke ville findes, og det er faktisk ret sandsynligt at det ikke ville. I hvert fald ikke i den eksakte form som vi ser idag.

Men hvorfor ville det så ikke det? Det ville det ikke af den simple årsag at beskyttelse, om leveret af et militær eller politi, ikke er en fast defineret ydelse, ikke en pakke-løsning du kan plukke på hylden ligesom du kan købe et stereo-anlæg. Forskellige mennesker vil have forskellige ønsker til hvordan noget sådant skal gøres, hvilket vil resultere i en myriade af forskellige løsninger.
Denne tilgang skal derudover også ses som en styrke, idet decentraliserede militære enheder der opererer efter forskellige taktikker, med forskelligt udstyr fra forskellige lokationer vil være meget sværere at nedkæmpe end en stor stående hær. Dette faktum har vi set demonstreret i stort set enhver krigshandling både USA eller Sovjetunionen, som værende de 2 største militære magter kendt i moderne tid, har været involveret i siden anden verdenskrig. Både Afghanistan, Vietnam og Irak for at tage nogle eksempler har lokalbefolkningen ført en succesfuld guerillakrig imod en overmagt.

Med den viden kan vi også se den anden del af det der hedder forsvar opstå, nemlig guerilla-krigeren. Danskerne har endda gjort det tidligere mod den tyske stat da den invaderede landet og det danske militær måtte lægge sig om på ryggen. De danske modstandsfolk bedrev succesfulde kampagner mod tyskerne som i mange tilfælde besværliggjorde, forsinkede eller standsede ellers planlagte operationer fra det tyske militær.
Igen er nøglen til denne succes den decentrale natur i sådan en form for forsvar. Der findes ingen central ledelse der kan tages ud, der findes ingen centrale fortegnelser over hvilke personer i samfundet der skal jagtes, der er ingen fortegnelser over hvor der findes våbenlagre der skal ødelægges med videre. En invasions-styrke vil kæmpe i blinde, mod en fjende den ikke kender størrelse, styrke eller beskaffenheden af. Sådan en fjende er endog meget svær at nedkæmpe. Og skulle fjenden endelig opspore en enkelt enhed, så vil det i det store billede svare til at den plukker et enkelt hår på dit hoved. Der er masser af andre tilbage som ikke blev taget i samme ombæring.

Indvendinger

Naturligvis vil der være indvendinger til ovenstående system, dels fordi systemet vil være ukendt og dels fordi det kan prompte nogle almindelige kritikker.

Den gale diktator

Scenariet som kan males ud her involverer en gal mand der er i kontrol af et andet lands militær. Han er ligeglad med det område han invaderer og bekymrer sig ikke for at kunne overtage en til dels intakt infrastruktur eller nogle personer der kan underkastes hans stat. Han vil bare sønderbombe alt tilbage til stenalderen.

Til det scenarie kan siges, at intet forhindrer den selv-samme person i at gøre dette idag. Er personen så tilstrækkelig gal at han er ligeglad med de massive ressourcer det koster føre krig, både i direkte krigs-omkostninger, men også indirekte i form af en omverden som ikke længere vil vide af det land og måske endda udfører hævn-aktioner, så vil han hverken bekymre sig om det nu eller i et statsløst samfund.

Kort sagt, taber Kim Jong-Un sutten og fyrer et atommissil af mod Danmark, så gør hverken det nuværende danske eller amerikanske militær nogen forskel.

Krig mellem udbydere

Et anke-punkt er at de forskellige udbydere vil ende i krig med hinanden, over alt fra legitime krænkelser fra en af de respektive kunders udbydere til ønsket om at slippe for konkurrenten.
Omend dette scenarie er en mulighed, er det ikke et validt kritik-punkt af flere årsager.

Den første årsag værende rationaliteten, der tilsiger at disse udbydere for alt i verden vil søge en fredelig løsning på opstående konflikter af den simple grund at krig er dyrt. Det er MEGET dyrt. Når du kombinerer det med at du ikke har en befolkning at tørre omkostningen af på, og derfor skal betale det af egen lomme vil udbyderne være endog meget varsomme med at ryge i unødvendige konflikter.

Den anden årsag værende at det allerede sker idag. Stater ryger i totterne på hinanden over til tider trivialiteter, så skulle det selv-samme ske uden staten er vi i det mindste ikke værre stillet.

Privat militær som nye stater

Kritikken her går på at de private militær-enheder vil forsøge at etablere sig som nye stater og vi derved risikerer at blive stillet lige dårlig eller værre afhængigt af personen der fremfører kritikkens synspunkt.

Til det argument kan det fremføres at vi jo heller ikke undlader at bygge et hus blot fordi der er en risiko for det brænder ned en gang i fremtiden. Vi kan ikke forudsige hvad fremtiden bringer, og det må ikke afholde os fra at gøre vores bedste.

Derudover kan vi kigge på risikoen for noget sådant vil ske. Vi skal huske på at ingen af disse private selskaber har beskatningsretten til et område inden de forsøger deres handling, hvorfor deres forsøg skal betales af ejernes egen lomme. Hvilket er dyrt.
I mellemtiden betyder det at det leverede produkt enten bliver dyrere eller ringere end konkurrenterne, hvilket igen vil have en indvirkning på evnen til at tiltrække kunder. Men lad os for argumentets skyld sige at det lykkedes at selskab succesfuldt at stable en sådan operation på benene og udføre den. Hvad kommer der så til at ske derfra.

For det første opnår det naturligvis kontrol med et givent område, men den kontrol kommer med en heftig pris. Se ovenfor omkring guerilla-krig, for personerne i det område accepterer med største sandsynlighed ikke at selskabet har ret til dette.
Derudover vil der være personer i området som har aftaler med andre forsvars-selskaber, som nu vil påkalde sig den kontraktuelle forpligtigelse der er til beskyttelse. Hvilket betyder at der udover interne guerilla soldater, nu også kommer eksternt pres fra andre selskaber.
Sidst, når handlingen bliver kendt vil det pågældende selskab med overvejende sandsynlighed miste stort set alle sine andre kunder i andre områder, da folk generelt set ikke bryder sig om afpressere og forbrydere.

Konklusionen vil derfor være, at omend det rent faktisk er muligt det vil ske, så er det ikke særligt sandsynligt og skulle det ske, vil det blive håndteret.

Det er for dyrt

Ankepunktet kommer i form af at det er dyrt at drive et militær. Hvilket det er. Isenkram, personale, træning og deslige koster penge, hvorfor mange mennesker når de hører de milliard-budgetter forsvaret jonglerer med instinktivt tænker at det har menigmand ikke råd til.
Men skal vi kigge lidt på tallene, så er det ikke så slemt endda.

Det danske forsvar er for 2016 bevilget 19,2 milliarder kroner. Grunden til valget af dette år og ikke 2018, er at sidstnævnte inkluderer køb af de alt for dyre og in-effektive F-35 kampfly.
Omregner vi det til en omkostning per person per måned, som en typisk opgørelse for forsikringer, så koster det altså cirka 280 kroner om måneden for det danske forsvar.

Den pris kan vi dog med endog meget stor sikkerhed konkludere vil blive mindre, hvis ikke staten er indblandet. Alene fordi konkurrence mellem aktører vil drive priserne ned, men også fordi innovation og folks egen vilje til at forsvare sig vil gøre at den løsning som staten idag tilbyder med meget stor sandsynlighed ikke vil være den fremadrettede løsning.